Åben Skole

I Næstved skal skoledagen være lærerig OG sjov.

Med den nye skolereform har børnene i landets skoler fået en længere skoledag. I Næstved gør vi en dyd ud af, at børnene ikke kun sidder med snuden begravet i bøgerne. Vi inddrager nye læringsrum, fx skolegården, naturen, gymnastiksalen, lokale museer og virksomheder. På den måde tilbyder vi eleverne en helt ny måde at lære på.

Cirkus og cykeltur

I Glumsø lærer eleverne fra 6. klasse for eksempel om målestoksforhold gennem orienteringsløb. I Hyllinge cykler 5. – 6. klasserne 11 kilometer via cykelstien ”Fodsporet” til HG Fritidsklub for at mærke suset ved stangspring og hækkeløb, mens andre træner badutspring med Cirkus Baldoni.

Grundtvigs ånd om demokrati bliver integreret i samfundsfag på Rønnebæksholm i Næstved, hvor Grundtvig levede sine bedste år. I Næstved Kunstforening får Næstveds skoleelever lov til at skabe deres helt egen kunst.

1. klasserne læser med lokale borgere på Korskildeskolen i samarbejde med det lokale bibliotek, og 3. klasserne har været på besøg på vores naturskoler.

Bankbesøg og bæredygtighed

Udskolingselever lærer, hvordan de skal håndtere deres privatøkonomi sammen med Danske Bank. Og på den store internationale produktionsvirksomhed Ardagh Glass Holmegaard arbejder eleverne med bæredygtighed.

Hvert år får 20 -30 lokale virksomheder desuden elevernes bud på løsninger af en aktuel udfordring, de har stillet eleverne.

Eksemplerne er mange. Næstved Kommunes skoler er godt i gang med at åbne sig mod det omgivende samfund.

Her kan du se vores Åben Skole-tilbud i Næstved.