Bliv nabo til 1.300 events hvert år

På Næstved Kommunes oplevelses-site kan du med ét klik få overblikket over arrangementer og events i Næstved.

Når du bliver nabo i Næstved, behøver du ikke at kede dig. På mærknæstved.dk kan du med ét klik orientere dig om alt, hvad der rører sig i Næstved inden for musik, teater, udstillinger, sport, natur, børneaktiviteter og gratis glæder.

I de varme måneder kan du få eventyrlysten stillet i BonBon-land, tage en forfriskende dukkert på Karrebæksminde Strand eller gå tur ved Herlufsholm Kostskole. Du kan også sejle til Gavnø Slot, tage på kanotur på Sjællands længste å, Susåen, eller måske bare tage et smut forbi en af kommunens mange legepladser.

Om vinteren kan det være mere oplagt med en gedigen omgang shopping i city eller i Næstved Storcenter. Med hele to biografer, flere svømmehaller og utallige caféer og restauranter er der altid noget at give sig til. Er du til musik eller kunst? Grønnegade Kasernes Kulturcenter inviterer til koncerter, teater og comedy, Arena Næstved står for de største koncerter og musicals, mens Rønnebæksholm er garant for smukke og fascinerende udstillinger.