Hvad sker der for børnene?

I Næstved keder børnene sig aldrig. Vi er berømte for vores helt unikke børnekultur.

Vi er så heldige, at den grønne drage-maskot Næssi har slået sig ned i Næstved. Næssi symboliserer børnekulturen i kommunen og er med, når der foregår arrangementer for børn i Næstved, fx til børnekulturfestivalen, børnehavekoncerter, nytårskoncert og sankthansaften på Rønnebæksholm. Her optræder Næssi sammen med det anerkendte, lokale børneband Ulla Abdullas Coco Bongo Band.

Fire gange om året inviterer vi til familiekoncerter for alle børnefamilier med børn i alderen 4-8 år. Det er Børnekulturhuset på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, som flere gange årligt arrangerer aktiviteter og workshops for Næstveds familier.

Børnekulturfestival

Til børnenes store fornøjelse inviterer vi hvert år i uge 20 vuggestuer, dagplejer, børnehaver og skoler til børnekulturfestival med musik, sang og dans. Hele byen summer af kulturelle tilbud, hvor børnene både kan være tilskuere til forestillinger og koncerter og også selv få maling under neglene, når de slipper fantasien løs i de kreative workshops, der er i ugens løb. Vi har også fokus på, at børn selv producerer kultur og står på scenen, hvor de optræder med blandt andet teater og musik for andre børn.

Faster Cool

I Næstved bliver du også nabo til Faster Cool. Hun er en del af Næstveds internationale egnsteater, Dansk Rakkerpak, og optræder med børneteaterforestillinger for de små.

Kunst i børnehøjde

Hvis du går en tur i Næstveds gader, kan du ikke undgå at støde på vores verdensberømte graffiti – og heller ikke her går noget børnenes næse forbi. På vores populære børnebibliotek har børnebogsillustrator Rasmus Bregnhøi – der i øvrigt selv kommer fra Næstved – kreeret et gigantisk vægmaleri med alle sine kendte børnebogsillustrationer.

I Næstved har vi 160 idrætsforeninger. Du kan finde de aktiviteter, der matcher dig eller dit barn på vores foreningsportal.

Vi har også mange arrangementer for børn. Se dem på vores oplevelses-site.