10 grunde til at flytte til Næstved

I Næstved Kommune har vi det hele – og mere til! Vi er vildt begejstrede for at bo her – omringet af naturen, alverdens karrieremuligheder, gode skoler og institutioner og tæt på København. Vi giver dig her de 10 vigtigste argumenter for at flytte til Næstved.

1) Sydsjællands hovedstad

Ud af Danmarks 98 kommuner er Næstved Danmarks 15. største kommune målt på indbyggertal. Vi er den største kommune på Sjælland målt på areal og den næststørste kommune målt på indbyggertal. 82.975 indbyggere kan ikke tage fejl: Næstved er en skøn kommune med alt, hvad der skal til, når hverdagen skal fungere. Med 430 butikker, to biografer, adskillige fitness-centre og foreninger keder vi os aldrig i Næstved.

2) Kulturelt tag-selv-bord

Når man færdes i Næstved by, er det svært ikke at få øje på de 13 farverige graffitiværker, der fylder byens kæmpemæssige gavle. Næstved Kunstby udsmykker kedelige og glemte flader i byens rum med national og international kunst begået af verdens største graffiti-konger og maler-majestæter.
Sjællands største kulturcenter ligger i Næstved og inviterer hver måned til masser af koncerter og teater i topklasse. Arena Næstved er den største arena uden for København. I foråret 2017 er de bl.a. værter for Evita-musical og koncert med Nik & Jay og Status Quo.
Hvert år kan du finde ca. 1.300 arrangementer og events i Næstved på Næstved Kommunes oplevelses-site.

3) Naturperler på snor

Når du bor i Næstved, er du i bogstaveligste forstand omringet af naturen. Seks nye skovområder danner en grøn cirkel rundt om Næstved, og det betyder, at det kun tager cirka fem minutter på cykel at komme til det nærmeste skovområde, lige meget hvor i Næstved, du befinder dig.
Sjællands længste å snor sig gennem Næstved, og fem badestrande indbyder til at hoppe i bølgen blå i de varme sommermåneder.

4) Børnenes by

I Næstved har vi en unik børnekultur med en årlig børnekulturfestival, børnehavekoncerter, børneteater og familiekoncerter. Næssi er vores dragemaskot, som symboliserer børnekulturen i Næstved Kommune, og han er med, når der er koncerter og andre arrangementer for børn i Næstved. Desuden har vi omkring 160 idrætsforeninger i Næstved, så Næstved børn behøver ikke at kede sig efter skole.

5) En verden af uddannelser

I Næstved har vi 21 folkeskoler og 9 privat- og friskoler, blandt andet Herlufsholm Skole og Gods.
Efter grundskolen kan man fortsætte på Næstved Gymnasium, Zealand Business College, EUC Sjælland og EGU.
Når ungdomsskoleuddannelsen er i hus, tilbyder vi masser af uddannelser i Næstved. Du kan bl.a. blive fysioterapeut, ergoterapeut, pædagog, sygeplejerske, bygningskonstruktør, handelsøkonom og eventkoordinator i Næstved.

6) Få en fed karriere

Flere end 3.800 virksomheder har hovedsæde i Næstved, og der er derfor gode muligheder for at få en fod indenfor på et af Næstveds 28.000 jobs. Hvis du ikke har noget imod at tage bilen eller toget til drømmejobbet, findes der hele 711.000 jobs i en radius på en time fra Næstved. Det gør over 15.500 næstvedere hver morgen.
I Næstved Kommune tager vi godt hånd om vores nye borgere, og vores bosætningskonsulent hjælper gerne med at finde et nyt job til dig eller din ægtefælle.

7) Trafikalt smørhul

Når du bor i Næstved, kan du tage toget til København på 55 minutter. I 2021 bliver rejsetiden reduceret til ca. 36 minutter, når der kommer et hurtigtog mellem Næstved og Køge.
Samtidig er der planer om en motorvej mellem Næstved og Rønnede, som også vil gøre køreturen til København kortere.
Næstved ligger også godt placeret i forhold til vores nabokommuner, og på en halv time kommer vi langt. Se, hvor langt her.

8) Vi investerer i fremtiden

Vi bygger på livet løs i Næstved og investerer 500 millioner på 500 meter i Næstved City – hele fem store byggeprojekter midt i Næstved er ved at tage form: VUC’s campus, Udlændingestyrelsens kontor, elektrificeringen af jernbanenettet så vi kan få et hurtigtog til København og to nye parkeringshuse. Læs om byggerierne her.

9) Få råd til drømmehuset

I Næstved kan du blive nabo til by og vand, skov og land. Hvad enten du er til byens puls eller landlig idyl, har vi det her i Næstved.
Og i Næstved har vi råd til lidt mere. Med en kvadratmeterpris på 9.900 kr. får vi tre gange mere bolig for pengene end i København, hvor kvadratmeterprisen er 31.000 kr. Faktisk sparer en børnefamilie 8.000 kr. om måneden i Næstved sammenlignet med København.

10) Næstved har talent

Vi er verdensmestre i at udklække talent her i Næstved. Vi har sågar en Talentskole, som tiltrækker unge fra langt over halvdelen af Danmarks kommuner. Ungdomsskolen og Musikskolen i Næstved er også dygtige til at udvikle de unges talenter.
Berømte filminstruktører, billedkunsterne, graffitikunstnere, sangere, komponister, skuespillere, forfattere og sportsatleter har udklækket deres talenter i Næstved. Se, hvem her.

Brug for flere gode grunde? Læs vores velkomst-brochure her.